Saaderup – en by i provinsen.
Jeg er født den 14. november 1954 i et lille lejet hus på Tunnelvej i Hjulby tæt ved Nyborg. Jeg blev døbt i Vindinge kirke den 19, december 1954,
Mine forældre og jeg flyttede til landsbyen Såderup i 1956, da jeg var 2 år gammel.
Byen var dengang et velfungerende samfund, der selv med datidens målestok var lidt sent udviklet.
Min far var mejerist på Andelsmejeriet ”AM Østfyn”, der lå i Vindinge tæt på Nyborg på Østfyn.
Min mor var hjemmegående og passede hus, dyr og mig – og en begyndende mave, der senere skulle gå hen og blive min lillesøster Kirsten.
Mine forældre købte en lille og ret forfalden landarbejderbolig for den dengang svimlende sum af 6400 kr. med 1500 kr. i udbetaling. Udbetalingen havde de end ikke, så de lånte den af den meget venlige sognefoged (af sognekassen!) Og så skulle denne gæld afdrages med markarbejde i sognefogedens mark. Arbejdet bestod af især høstarbejde. Jeg husker endnu min far, der stod op kl. 4 hver dag for at tage på arbejde i Vindinge. Han kom forholdsvis tidligt hjem hen på eftermiddagen, hvorefter han måtte ned og sætte roetoppe sammen i neg og i åndestæder, så frøet kunne tørre. Udbetalingen af huset blev dermed klaret.
Huset vi købte, var som sagt i en ret dårlig stand. Blandt andet bestod endevæggen i stuen mod stalden af 11 dørplader der var slået sammen.
Huset var på i alt 80 m2 bygget i 1827 på en grund på 1800 m2.
Bindingsværk og med stråtag.
Af de 80 m2 var en del indrettet til stald, hvor der var plads til et par grise. Min far fik ret hurtigt muret et par nye grisestier op og der blev sat to søer ind, så der kunne startes en produktion.
I stalden var der en trappe til loftet, hvor halm blev opbevaret, og under trappen var husets eneste toilet/das. En spand med et toiletbræt over. Eneste/korteste måde at komme dertil var ad hoveddøren og hen langs huset. Og det i al slags vejr og på alle tider af døgnet.
Skorstenen stod midt i huset, så i stuen var der en kakkelovn i hjørnet, i køkkenet var brændekomfuret og i bryggerset var gruekedlen. Alt sammen førte til samme skorsten. Det medførte så, at der ikke var opvarmning i husets tre sidste rum: Soveværelset, gangen og spisekammeret.
I kakkelovnen i stuen blev fyret med træ og koks og en enkelt gang imellem med briketter. Og med små sprossevinduer og enkeltglas var det en gang imellem svært at holde varmen i de strænge frost dage, vinduerne havde ofte flotte isblomster på de nederste ruder!
I brændekomfuret i køkkenet, der havde en flot pudset messingstang rundt om, blev der for det meste fyret med brænde! Der kunne komme godt blus på her og en dejlig varme kunne brede sig. Især når der skulle bages eller koges suppe. Der var ikke indlagt vand i huset; men der var en 4-kantet støbejernsvask i køkkenbordet, hvor vi så hentede vand ved vandposten ude ved brønden og fyldte deri! Senere fik min far installeret en såkaldt ”vrikpumpe” ved vasken, så vi ikke skulle ud for at hente det. Køkkenvasken var også der man vaskede sig og der blev vasket tøj mm.
For enden af bryggerset var der et rum – nærmest en halvkælder, der var beregnet som spisekammer.
Soveværelset var som sagt også uopvarmet. Og det medførte, at vinduerne faktisk var konstant frosne så vi ikke kunne kikke ud om vinteren, selv væggene var der til tider frost på indersiden. Så det var en iskold fornøjelse at gå i seng. Heldigvis var min mor så fantasifuld, så hun om dagen lagde en række mursten ovenpå kakkelovnen og når vi så skulle til og i seng blev disse svøbt i et stykke stof og lagt under dynerne. Det var luksus!
Byen bestod dengang af landbrugsejendomme og nogle få huse. Der var 2 købmænd, en frisør, en smed, en planteskole, en gartner og en maler, tækkemanden boede lige udenfor byen. Forsamlingshuset og et fælles frysehus lå ude ved den store vej imellem Ullerslev og Kullerup. Her gik der også en rutebil. Alle veje igennem byen var grusveje i starten og først efter flere år begyndte man at asfaltere de største.
Året efter vi flyttede ind blev min søster Kirsten født.
Efterhånden som min søster voksede op, og mine forældre fik ryddet gælden af udbetalingen af vejen, blev der mere råd og lyst til at ændre på huset.
Vi fik, hvad der nærmest var en revolution for os, sat en håndpumpe op på væggen ved køkkenvasken (en såkaldt vrikpumpe!). Så var vi endelig fri for at skulle udenfor for at hente vand.
Nogle år senere blev det endda til et rigtigt elektrisk vandværk i bryggerset, så vi havde rindende vand i køkkenet!
Al vask og bad foregik i en zinkbalje på gulvet i køkkenet, og varmt vand kom fra komfuret.
Vintrene var hårde med is på væggene i soveværelset om morgenen. Jeg husker også vi havde en so, der fik grise midt om vinteren. Da vi næste morgen lige skulle se om alle havde det godt, lå der et par nyfødte grise og var helt blå af kulde. Den klarede mor fint! Hun tog de to små grise med ind i stuen og lagde dem på kaminen svøbt i et klæde. Inden længe var de i fuld vigør igen, og klar til at komme ud til deres mor igen og få mad.
Vintrene var også der hvor vi børn fik is! Min far havde altid fløde og mælk med hjem fra arbejde, og min mor lavede en himmelsk flødeis, satte den i en skål ud i en snedrive og næste dag var der den dejligste is.
En anden ting vi fik tiden til at gå med om vinteren, var nok ikke sådan lige at prale med – i hvert fald ikke i dag! Vi fodrede fuglene i haven. Vi lagde foder ud på jorden og stillede en æblekasse over med en pind under i den ene ende. Heri havde vi bundet en snor, som vi havde trukket ind igennem et vindue i stuen. Når der så var solsorte der kom og intetanende spiste af æbler og hvad der ellers var, trak vi i snoren og kassen faldt ned over fuglen. Os ud med et tæppe lagde det over kassen, og så kunne vi fange fuglen. – Solsorte bryst smager rigtig godt, gråspurve var lige små nok, selvom vi da prøvede!
Selvom der ikke var den store rigdom i vores barndomshjem, har far og mor altid formået at få os unger mætte i seng om aftenen. Såvel som omgangskredsen og familien, der ofte gæstede os, der har aldrig manglet noget.
Foråret var en herlig tid. Og som jeg husker det startede den tidligst muligt. Mor var altid beredvillig til at pakke en madkurv, når vi unger tiggede om at komme på tur. Det var altid en tur til fods i den nærmeste omegn. Så vi slog os ned på en grøftekant nær hvidt-ler-graven (Et sted tæt på huset, hvor der tidligere var gravet kalkholdigt ler, senere blev det den lokale losseplads) med tæppe og madder og så lå vi og så op i skyerne og hørte på viberne og på lærkerne, der altid fyldte luften med liv.
Far kom altid forholdsvis tidligt hjem fra arbejde – han begyndte jo kl 4 hver morgen. Når tid var gik turen derefter ud i roemarkerne, hvor far og mor og lidt senere også vi unger tjente en skilling ved at tynde roer for naboerne. Husker vi unger løb rundt og forsøgte at fange de små vibeunger, der pilede rundt i roemarkerne.
Roerne skulle først tyndes og sidenhen ca. til pinse skulle man så igennem de samme rækker igen og fjerne ukrudt.
Vi børn havde helt fra små en fortrolighed med dyr. Om foråret skulle kvierne (unge køer der endnu ikke havde født) ud på græs. Det var gerne en eng et stykke væk, hvor de så gik indtil efteråret, hvor de blev hentet hjem igen. Både malkekøerne og hestene kom også dagligt på græs. Foråret var også når hestene skulle omskos – have nye hestesko. Jeg fik af og til lov til at køre med om til smeden og se hvordan han først lavede skoene i den gamle smedje og efterfølgende hvordan hestene fik skifter de gamle sko ud med nye! Huske min angst, når den nylavede gloende sko blev sat på hestens hov; men tilsyneladende mærkede hesten ikke varmen.
Når hesten havde været i arbejde hele dagen og det blev aften, blev den trukket ned til et vandhul for at få tørsten slukket. Min søster og jeg var ofte med og fik lov at ride på hesten derned. Vi skulle holde godt fast i manken på hesten for ikke at falde af, når den bukkede sig ned for at drikke.
Heste var den mest udbredte trækkraft i min tidligste barndom i landsbyen. Der var et par af de største gårde, der på den tid havde anskaffet sig traktor. De mindre gårde anskaffede først traktor da jeg var omkring 6 år altså i 1960. Den første der blev købt, var en grå Ferguson som vores nabo, Eigil Jensen købte.
Traktorer var nymodens og Eigil var ikke helt ung så husker et optrin det forår, hvor kvierne skulle trækkes på sommergræs i toften ved mosen bag købmanden! Naturligvis blev traktoren brugt til at trække kvierne afsted. De var paniske for motorlarmen. Ca. halvvejen ville de ikke med og Eigil måtte stoppe. Han siger med en høj klar stemme Prrrrrr; men traktoren fortsatte jo bare! Nå det endte godt og Eigil fik senere lært at køre traktor!
Vores anden nabo Henrik Mogensen var ikke længe om, at følge Eigil i udviklingen, så han anskaffede også en Ferguson, en lille rød Ferguson 26. Og så var det faktisk slut med hestenes tid, kun en enkelt beholdt hesten i en del år endnu. Men jeg har dog set begge vore naboer bruge hestene til alle markopgaver. En tid efter traktorernes ankomst blev hestene brugt til at pløje hjørner og de yderste plovfurer i marken. Nede ved mosen lå et lille landbrug, hvor jeg hjalp til alt efter lyst og her blev jeg da af og til sendt ud i roemarken med hest og vogn for at hente roer hjem til køerne. Det var ca. da jeg startede i skole.
I den bagerste ende af byen var der et landbrug med nogle gamle mennesker, hvor der end ikke var indlagt elektricitet. Her hørte man radio med et gammelt krystalapperat, man havde sand på gulvet og lys kom fra petroleumslamper. Og når man skulle tærske kornet, så brugte man en såkaldt hestegang på gårdspladsen. En anretning med en stang, som hesten blev spændt for og gik rundt om og derved trak tærskeværket.
De havde det sådan langt op i tiden, selv da jeg blev så stor jeg begyndte at cykle rundt med aviser.
Sommeren var en meget aktiv årstid. Der skulle tænkes på forråd til dyrene til vinteren, så der blev lavet hø af både græs og lucerne. Og når så høet blev sat på stativer til tørring, så havde vi børn de herligste huler at gemme os i. Og når vi nåede august, blev der høstet korn i neg med selvbinderen. Negene blev så sat sammen i åndesteder, hvor vi børn også kunne gemme os. Vi løb altid barfodet rundt og selv i stubmarkerne mærkede vi efterhånden intet. Vi var ikke ret gamle før vi kom hjem med frøer og tudser i lommerne. Når kornet så var tørt, blev det kørt ind i laden og når de sidste neg blev fjernet fra marken, var der ofte mus med unger, som vi også fangede. Min mor var ofte skrækslagen, når vi kom hjem og viste hvad vi havde fanget! Især når vi havde lommerne fulde af lyserøde museunger!
Kornet blev læsset på en vogn med en fork op til en person, der stod og lagde negene pænt på vognen. Vognen var forsynet med et rækværk – et ræk – foran og bag, så der kunne stables mange på af gangen. At lægge negene pænt var noget af en opgave, da det skulle gøres i det tempo de blev rakt op og mange gange imens vognen kørte fremad enten med en hest eller med traktor. Blev der ikke lagt pænt og man kom igennem byen med et ”skævt” læs blev der talt om det i dagevis. Og var det så skævt, at læsset væltede på vej hjem, kunne man være sikker på man blev kaldt øgenavn derefter i flere år!
Især en af gårdene var det vigtigt med et fint stablet læs, da vejen ind til aflæsning foregik i dybe hjulspor og et stykke på toppede brosten, affjedring kendte man ikke til! Aflæsning (at række af) foregik tjept! Så det var bare med at følge med på loftet. Negene skulle flyttes ofte langt og til sidst sættes i pæne stakke, så der var plads til hele høsten. Jeg blev ofte brugt til sidst, når der skulle sættes neg på plads helt oppe under rykningen!
Jeg har aldrig set der blev høstet med le eller sejl; men leen blev dog brugt til at høste hjørnerne i markerne – intet måtte jo gå til spilde.
Da vi børn blev lidt større, måtte vi sidde på læsset, når vi kørt hjem. Det var rigtig spændende og ofte kørte vi forbi et blommehegn, så vi lige kunne snuppe et par blommer på vejen! Tæt ved gårdene stod ofte frugttræer. Og kom vi så forbi et gråpæretræ var lykken gjort! Kunne vi ikke nå pærerne brugte vi en fork, man måtte jo ikke rejse sig op, så faldt man bare af læsset.
Jeg begyndte at gå i skole i foråret 1960 i den lille skole i Kullerup kun 3 km hjemmefra. Transport var på egen cykel i al slags vejr. Husker endnu en vinter, hvor vi i nogle dage havde en frygtelig snestorm; men i skole skulle man jo – på cykel. Hjemturen var i modvind og man kunne intet se. Jeg fandt så ud af, at hvis jeg trak huen ned over øjnene så kunne jeg se en ganske lille smule! Ørerne var stivfrosne ved hjemkomsten og fingrene kunne man ikke mærke! Ikke mærkeligt, at jeg led af mellemørebetændelse hver vinter hele min barndom igennem!
I skolen var vi delt op i tre klasseværelser. På første sal sad vi i første klasse. Vi var 5 elever i starten og sluttede på 7 i slutningen af året. Neden under var der to klasseværelser. 2., 3. og 4. klasse i et og 5. 6. og 7. i det andet. Opvarmningen var med en kakkelovn og koks. Det var os elever der på skift stod for fyringen og også for afhentning af koks i kælderen.
Vi måtte ikke have våde og beskidte sko på i klasseværelserne, så det var obligatorisk med indesko til alle. Vi gik alle i nogle stofsko med gl. cykeldæk som såler!
I 3. klasse blev skolen nedlagt og lagt sammen med en lignende skole i nabobyen. Den nye centralskole lå ca. 5 km væk fra hjemmet. Så var vi i noget større årgange med op til 20 elever i hver klasse. Og vi fik en gymnastiksal! Den gamle skole havde vi kun forsamlingshuset på den anden side af vejen til gymnastik.
Sport var ikke noget man talte om endsige, gik til på landet. Der var arbejde nok efter skole også til os børn.
Huset vi boede i, var fra start med bindingsværk og kun en stens tykkelse, så det var virkelig svært at varme op om vinteren.
Mine forældre besluttede at gøre noget ved det; men det var jo dyrt at købe materialer. Så ved et tilfælde fandt de ud af, at planteskolen havde en lade der lå et stykke væk, og som de gerne ville have væk. Det blev så vores arbejde i lang tid! Først blev taget fjernet og sidenhen blev murene der var bygget af mursten væltet. Og disse mursten fik vi for at fjerne dem. Men de skulle renses for cement inden vi kunne bruge dem igen, så det blev et fast job efter skole at cykle ned og rense mursten og stille dem i fine stabler. Det tog enormt lang tid, og vi havde snart ingen hud på fingrene! Stenene blev kørt hjem på naboens vogn og sat i stabler hjemme.
Så startede forbedringen af huset. Først blev loftbjælkerne understøttet i hele den ene side af huset, og muren med bindingsværket væltet. Siden blev der støbt ny grund, da bindingsværket havde stået på kampesten. Så murede min far ny mur op med yder- og inder-mur med hulrum i midten. Husker endnu, at vi da vi startede fandt en lille blikæske og kom nogle mønter i samt vist nok et lille brev, som vi satte i hulrummet tæt på hoveddøren. Den nye mur blev pudset og malet. Forbedringerne fortsatte, så også den anden side af huset blev med hulmur. Gavlene nåede vi ikke at ændre før huset blev solgt; men der blev lavet et badeværelse og en lille ekstra baggang. Og vi fik centralvarme med et oliefyr, så vi også havde varmt vand i hanerne!
Hver dag efter skole hjalp man til ved naboerne, som altid havde noget man kunne tage sig til. I starten var det nok mest lysten, der drev os i arbejde. Lege med kammerater var ikke lige det vi gjorde hver dag. Vi var kun godt en håndfuld børn i landsbyen fra helt små og op i skolealderen.
Traktoren var som sagt netop blevet introduceret i landsbyen, og det var jo spændende! Jeg blev langsomt med tiden traktorfører stort set i hele byen. Lige fra at trække selvbinderen og radrenseren til afhentning af hø og korn og alt forefaldende arbejde. Senere blev jeg hyret til at køre en traktor med kartoffeloptager i sæsonen for en større landmand i nærheden.
En anden ting jeg blev brugt til i landsbyen, var tækkemanden, der havde stor nytte af mit arbejde med at ”stikke ud”. Stort set hele byen var med stråtag, så der var rigeligt at reparere. Stråene sys på med ståltråd og ind om lægter, der er slået på spærene. Når så tækkemanden lå på taget og stak tækkenålen ind til mig på loftet, var det min opgave at vikle tråden udenom disse lægter og stikke nålen ud til tækkemanden igen så han kunne fæstne stråene. Han fandt jo ud af, at jeg var så lille og adræt, så jeg kunne hænge på indersiden helt op til rygningen uden at falde ned! Den gik nok ikke i dag uden div. sikkerhedsudstyr. For øvrigt tækkede han bedst, når han startede dagen med en halv flaske snaps (heraf navnet: ”Den røde tækkemand” på grund af næsens farve).
Da vi børn var små gik min mor som sagt hjemme. Noget min far var svært glad for! Så mor klarede alt i hjemmet, samt passede de dyr vi havde, som var et par grisesøer ofte med smågrise og nogle høns og gæs til julesalg. Senere fik vi børn lov til at få en kanin eller to, og det blev efterhånden til mange; men der boede en produkthandler tæt ved, som kom og købte afkommet (til slagtning), så vi kun havde en hver. Min far fik også anskaffet sig duer, så vi efterhånden fik duesteg en gang imellem.
Som jeg før har skrevet, var foråret tiden hvor vi tog på tur min søster og jeg. Ellers var vi gerne derhjemme og legede i haven, som var kæmpestor. En pæn forhave og nærmest en hel mark bagved! Grunden var en del bakket og den var rigtig meget leret. Derfor var den svær at arbejde med og det endte da også med, at det meste blev lagt ud med græs og frugttræer. De første år dyrkede mine forældre jordbær og kartofler.
At det var meget leret kan illustreres ved, at mor gik ud og gravede ler op, som vi børn så kunne lave ting af. For eksempel askebægre og forskellige figurer. Det var nu mest om efteråret og vinteren vi lavede lerfigurer. Når vi så havde lavet figurerne, så satte vi dem ind i kakkelovnen ovenpå koksene, så blev de brændt i løbet af natten og kunne tages ud om morgenen, når der igen skulle fyres op. Der var en del der revnede og sprang; men også mange der var fine og lige klar til at male bagefter. Desværre er der ikke bevaret nogen af dem!
Kakkelovnen blev brugt til opvarmning og så mange andre ting. Ler brænding som her beskrevet og om vinteren bagte vi æbler ovenpå kakkelovnen. De smagte rigtig godt husker jeg. Der blev også varmet vand i en kedel derpå og selvfølgelig blev de mursten, der senere skulle pakkes ind i et klæde til at varme i sengen om aftenen også lagt på kakkelovnen hele dagen.
Mor havde et fantastisk moder gen, engang havde vi været i Ravnebjerg ved min morbror som havde et landbrug. Den dag var morbror ude og slå til hø og ved et uheld kom han til at slå en fasanhøne ihjel, der lå på rede i græsset. Min mor tog æggene med hjem under tøjet på brystet, så de blev varmet. Da vi kom hjem, havde vi en høne der rugede på æg og de blev så skiftet ud med fasanæggene. Nogle dage efter kom der fasankyllinger ud! Vi fik senere fasansteg!
Min far og mor havde som sagt ikke mere at leve for end lige godt nok, så alt hvad der kunne give en ekstra skilling blev forsøgt. Et par år købte de gåseæg og fik et par høner til at ruge dem ud. Det kunne give til lidt ekstra julegaver, hvis det lykkedes. Og det gjorde det indt til den sidste gang de havde gæs. Det var en sensommerdag og gæssene var efterhånden blevet store. De gik altid frit rundt men blev for det meste hjemme. Vi børn kunne godt finde på at drille gæssene og en kold regnvejrsdag blev det pludselig en af gæssene for meget og den sprang op på ryggen af min søster, som faldt lige på næsen i en vandpytte. Min søster forsøgte at komme fri; men gåsen stod bare og baskede med sine vinger, så hun var fanget! Heldigvis hørte min mor hvad der hændte og hun for ud og fik reddet min søster. Den dag døde alle gæssene da min far kom fra arbejde!
Efteråret var tiden, hvor der skulle slagtes. Der blev hvert år slagtet en gris, gæssene og måske ænder og så lidt høns. I starten turde vi børn ikke være der når grisen skulle slagtes. Det foregik på den gammeldags måde, hvor grisen blev tvunget op på en stige der lå ned. Slagteren stak grisen i halsen og blodet blev omhyggeligt samlet op til blodpølse mm. Grisen skreg som en vild og vi børn holdt os for ørerne og sad på gulvet i køkkenet til det var overstået. Når den først var død, var vi ude og se den blive skrabet fri for hår og sidenhen skåret op og renset for indvolde osv.
Mor havde derefter travlt i køkkenet. Der skulle skæres ud til hvad der nu kan laves af en hel gris af stege osv. Der skulle hakkes til hakkekød og der skulle laves medister. Alt sammen skulle deles op i passende mængder og så skulle det pakkes ind. Først i fedttæt frostpapir og derefter i brunt papir, snor omkring med en mærkeseddel med navn, dato og indhold. Grisen blev så samlet fragtet ned til det lokale fælles frysehus, hvor far og mor havde et rum, der var deres og som så blev nærmest helt fyldt op. Når der så skulle bruges noget, så kørte man ned til frysehuset og hentede hvad det nu skulle være!
På slagtedagen var det en fast kutyme, at vi fik karbonader af det friskhakkede grisekød med kartofler og smørsauce.
Kartofler var rent faktisk en hovedbestanddel af vores mad og vi lavede dem selv i haven, ligesom hvidkål og gulerødder. Ja og mange andre grønsager. Rødbeder havde vi altid stor succes med.
Mange af de huslige ting man ikke regner for noget i dag var rimeligt besværlige dengang.
Tøjvask for eksempel. I starten kun med en vandpumpe udenfor og en gruekedel inde foregik det alt sammen med håndkraft. Bære vand ind og op i gruekedlen. Tænde op i gruekedlen og vaske med en stor træske nærmest. Derefter tøjet over i en balje på gulvet med koldt vand igen hentet ude og skylle tøjet. Vride det og hænge det op til tørre. Når det skulle stryges, foregik det i starten med et strygejern, der blev opvarmet på kakkelovnen, senere dog med el.
Senere hen var der nogle fremsynede i landsbyen, der slog sig sammen og i fællesskab købte en vaskemaskine. Den kunne transporteres på en dertil hørende vogn og gik på skift ved dem der var med i ordningen. Det var ofte os unger, da vi blev lidt større, der blev sendt ned til malerkonen i den anden ende for at hente vaskemaskinen. Man kunne sætte en gasflaske til maskinen, så vandet der blev hældt i med en spand kunne varmes op – ren luksus!
Også tøjvask blev en hel del lettere, da der blev lagt vand ind i huset!
Vandet var lidt af et problem, idet brønden ikke var ret dyb, kun 3 meter. Det skyldtes en såkaldt flyde, så når der blev forsøgt på at grave den dybere flød der bare mere sand ind i brønden. Da vi fik lagt vand ind med et rigtigt pumpeanlæg, var det derfor efterhånden et stort problem, så min far besluttede derfor, at der skulle graves en ny brønd. Vi fik en ud, der kunne ”vise vand” med et par jernpinde og han anviste hvor den nye brønd skulle være.
Der blev ansat en brøndgraver og de begyndte at grave. Og de gravede og gravede. Lige i det rene blåler. Men vand kom der ikke. Ham der havde vist stedet blev tilkaldt og han påstod hårdnakket, at der var vand der. Brøndgraveren fortsatte og nåede ned i over 11 meter – pludselig råbte ham der gravede, at nu skulle han bare op og det hurtigt! Han kunne pludselig stikke spaden ned i et hul, og vandet væltede op. Dagen efter var der 10 meter vand i brønden! Den blev på intet tidspunkt tør, imens vi boede der! Af mig ukendte årsager lod min far sig melde på den offentlige vandforsyning, der blev tilbudt et par år efter; men vi havde altid masser af vand at vande have med fra egen brønd!
Jeg er jo vokset op i den kolde efterkrigstid i 50´erne og 60érne. Og militærøvelser var noget vi så og hørte om ofte. En vinter – igen meget kold, blæsende og snefyldt – var der militærøvelse hjemme omkring. Og lige udenfor på modsatte side af vejen havde et kompagni slået op. Det var med kanoner og alt muligt grej og en del soldater. Det var nærmest snestorm og de stakkels soldater frøs som små hunde. Min mor fik så medlidenhed med dem og hun gik i køkkenet og lavede en hel grydefuld af suppe i den 30 liters gryde og gik over til dem med det. De blev helt vildt glade. Og de kom tilbage med forskellig dåsemad, som ikke kunne varme dem i frostvejret. Jeg husker stadig smagen af dåseleverpostejen og elsker den stadig. Mange af vintrene var vi faktisk sneet inde i landsbyen i flere dage ad gangen. Husker når der så blev kørt med sneplov, så blev vejen helt ødelagt – der var jo ikke i starten asfalt men kun grusvej. Vi flyttede derfra i 1969 og da var vejen op forbi hvor vores hus lå stadig ikke asfalteret!